Blog Image

Thorngreen-blog

Thorngreen familiens blog

Dette er familiens opslagstavle. Her kan vi skrive ting og sager som vi sysler med.

Det Nye Arbejde

Andet Posted on %AM, February 03 2007 08:19:55

Hejsa
Her er en lille hilsen fra mig, en tidlig lørdag morgen hvor Matthias lige ville se lidt fjernsyn, og jeg sidder og varmer mig ved en kop morgenkaffe.
Jeg tænkte på, at det ligesom er længe siden jeg har skrevet et ‘indlæg’ til bloggen, og jeg har længe kunnet tænke mig at fortælle om alt muligt. Specielt arbejdssituationen, men det kan man jo ikke nødvendigvis bruge det “offentlige rum” til, mens man søger, jo.
Men historien er, at nu har jeg jo 1-måneds jubilæum på Nokia her i går. Det har været en hektisk men god måned. Jeg startede 2. januar, og har selvfølgelig brugt en masse tid på at komme ind i tingene. Det er et stort firma, med mange systemer man skal ind i, og oprettes til. Men en af de ting jeg fik ud af starten var selvfølgelig en mobiltelefon smiley
Historien er, at jeg jo for .. huh .. 8 år siden .. fik en PalmPilot i morgengave af Hustru Pia. God morgengave! For dem der ikke måtte vide det, er det en elektronisk kalender/adressebog. Jeg har stadig en version af den – jeg sled den første op. Jeg var utrolig glad for den, for det med at glemme aftaler på tværs af privat/arbejde var pludselig forbi, for den lille tingest kunne godt huske lang tid frem, og den kunne synkronisere med firmaet. Ude på Nokia har jeg fået en telefon der har sådan en type kalender i – en ærværdig 9300i Communicator. Det er en model der ikke er helt ny mere, men den kan det som palmpilot’en ku (og så lidt). Ret sjovt, for vi har jo også adgang til prototyperne, så jeg rendte også rundt med den N95 som kommer til foråret, et stykke tid. Den er fed!

Nåja, om selve jobbet, så fik jeg det jo her i efteråret. Efteråret var lidt hårdt, fordi både Pia og jeg var pressede – Pia på skolen, og jeg på mit tidligere arbejde. Vi kom begge hjem og var ret flade. Mit problem var, at jeg kom fra et lille iværksætterfirma i Sønderborg, hvor man har ansvar og gruppefølelse, og specielt var man jo en del af gruppen. Man stolede på de andre, og de andre stolede på én. Man trak med på lige fod, og jeg vidste at min indsats betød noget. Så skiftede jeg job til et stort firma, med en lang tradition. Dels er der jo en kulturforskel, ved sådan at hoppe ind i et stort firma, men derudover havde jeg det også lidt svært med arbejdsformen – det var meget topstyret. Jeg fik at vide hvordan jeg skulle løse min opgave, og specielt på de områder hvor jeg rent faktisk mener jeg er god til ting. Så kunne jeg jo IKKE bidrage. Så jeg kom til at lave “for meget” nogen gange, og så fik jeg drag over snuden. Det er ikke så rart. Så .. jeg måtte stoppe. Den korte historie.

Jeg fik så en plads på Nokia. Det er et stort firma, også her i København. Der arbejder vel lige over 1000 her i byen. Firmaet ligger ude på Frederikskaj, og har nogle gevaldigt flotte bygninger derude. Specielt er der sådan en bro mellem to af bygningerne, hvor buen faktisk går en hel etage op, før den går ned til den anden bygning. Det er sådan en glasgang, og man bruger den når man skal over til EDB-service og hente ting – så den vej kender jeg fra den første tid 🙂

Jeg sidder så i et team der arbejder med SIM kort. Sådan helt generelt om dét, så er SIM kortet det der lille stykke plastic man skal sætte i sin telefon, for at den .. ja .. ved hvem du er. Navnet betyder Subscriber Identity Module – abonnents-identitets modul. Der står alt muligt nede på det kort – det er så absolut ikke bare dit telefonnummer. Men afdelingen skal altså vide alt om dem. Der er mange forskellige, og der er mange standardarder på området, så det kan godt beskæftige en flok mennesker. Det er så en god flok folk jeg er havnet iblandt. Folk kender hinanden godt – man ved hvornår man skal tage gas på hinanden for at hjælpe én der er presset. Jeg har følt mig godt taget imod.
Så er der selve arbejdet. Ja, jeg ka jo igen ikke fortælle løs hér, men jeg kan sige så meget, at jeg har fået en opgave, som der ikke ligger en løsning klar til. “selvfølgelig”, vil du måske sige, men det er det ikke (jfr tidligere arbejde). Jeg og en kollega skal løse et problem afdelingen har, og som der ikke var folk til at tage sig af før. Problemet kræver at jeg virkelig holder mig på dupperne – jeg får brug for min glæde ved at skrive programkode, og jeg får brug for min erfaring med at kunne arbejde i et projekt. Samtidig skal man lige sikre, at nogle folk snakker sammen, så man ikke opfinder en dyb tallerken igen. Jeg er lige nødt til at sætte mig ind i et nyt programmeringssprog på vejen. Det er herrespændende, så er det sagt. Og så er det fuldt af ansvar, for der sidder jo ikke én med løsningen, og holder øje med mig. Der er samarbejde om løsningen, og dét skal der jo være! Men det er mere ligeværdigt.. ja .. jeg tror ikke jeg kan forklare det bedre.
Det korte og det lange er i hvert fald, at nu kommer jeg tit hjem med den der “tadaa tadaa vi klarede det!” følelse – og det er virkelig rart.
Så har jeg derudover også fået mulighed for at arbejde hjemmefra til når der bliver pres på – og det skal der nok blive (Det er faktisk også rart, når det er en gang imellem).

Nå, nu må jeg slutte. Dagen er startet, familien er vågen, og nu skal der arbejdes med hjemmet.



Crazy Chrismas

Andet Posted on %AM, December 12 2006 10:49:34

Hej alle

I går var vi inde og se Crazy Christmas Cabaret, og der er kun en ting at sige til den sag: Prøv det, prøv det!

Det var komplet suverent, og selv om det er smådyrt, så er det altså noget man skulle unde sig selv! Det kræver godt nok en smule sort humor det meste af tiden, og så skal man kunne forstå engelsk, da det meste foregår på engelsk… Nogle gange går der dog lidt “De Nattergale” i det, men for det meste bruges der dog et korrekt engelsk..

Men i hvert fald.. prøv det hvis I har muligheden!

Pia

PS. Her er der et link til London Toast, som den teatertrup der laver Crazy Christmas hedder: http://www.londontoast.dk/



Søndag aften hilsen fra Taastrup

Andet Posted on %PM, December 03 2006 21:33:57

Hej jer
Ja, nu er det her bare en lille hilsen, hvor jeg ville fortælle lidt om hvordan det går herovre i det østdanske. Familien må jo godtnok lige i disse dage arbejde med at Bamse ikke er med mere. Alligevel vil jeg prøve at fortælle lidt om hverdagen og det hele.

Jesper Thilo projektet
Denne weekend bød jo på besøg af Far Sven. Det var fødselsdagsgaven, at Peter og Mette, Pia og jeg havde givet en tur til Jesper Thilo koncert i Greve. Dvs, det var i Hundige. Ligesom man alle steder kæmper mod den der med at bliver over-kategoriseret, som fx med at København starter efter storebælt, eller “vi var i Jyllland”, så er Hundige-boerne ikke enige i at det er Greve. Sådan er det.
Men Far og jeg tog jo så bussen til koncerten, om lørdagen ved middagstid. Vi faldt i snak med en pige i bussen på vej ned. Hun hørte historien om Den Gamle Hund, og stak resolut sin lille hund i favnen på Far. Den nåede at falde ret godt til dér, inden Hundige.
Blog Image
Men vi andkom, og koncerten startede så klokken 13. Vi kom heldigvis til at få pladser ved et bord tæt på de 4 musikere. Det er i virkeligheden sådan en café, hvor meningen er at man melder sig ind i klubben, og så kan man reservere bord og købe buffet, og så sidder man midt i det hele. Meget Hyggeligt. Da vi ikke var medlemmer, var vi ‘gæster’ ved et par. De kendte Far’s gamle barndomskvarter. Sjovt.
Bandet spillede 3 sæt. De gjorde et fantastisk stykke arbejde. Pianisten skilte sig lidt ud ved at være ret god – og det siger ikke så lidt, sammen med Thilo og Bo Stief på bas. Noget der imponerede mig var, at han kunne spille en solo der ikke sluttede selvom der brækkede et ben af hans stol, og han måtte skifte den. Man har vel to hænder.. 😉
Blog ImageBanded var: Jesper Thilo på saxofon, Bo Stief på bas, Frants Rifbjerg på Trommer, og Olivier Antunes på klaver.

Da klokken var 16, fordampede alle som dug for solen. Så sad vi to tilbage, og måtte lige drikke ud inden vi dampede hjem. Pia havde lavet mad. Det var en god afslutning – så var Matthias og jeg nede og vinke nede ved 19:43 toget.

Lidt om min jobsituation
Tiden er jo lidt speciel. Historien er jo den, at jeg er midt i at skifte job. Det blev et forholdsvis kort bekendskab med mit nuværende firma. Temmelig ærgeligt, for der er smidt en masse kræfter efter at lære om hvad faget går ud på, både fra deres og fra min side. Men, bare for at fortælle historien meget kort: Det drejer sig simpelt hen om drivkraften der får én på arbejde. Jeg er simpelthen skabt sådan, at jeg får en masse glæde og drivkraft ud af at bidrage med noget. Og det jeg nu engang kan, er at være en god softwareingeniør. I den afdeling jeg havnede i, bruger man meget den måde at man ikke bare giver “de nye” en lille opgave, man fortæller dem også i detaljer hvordan den skal løses. Denne måde gjorde, at jeg følte al initiativ taget fra mig. Jeg skulle ikke bidrage, jeg skulle bare gøre hvad der blev sagt, for så vidt. Det er som om det er et tveægget sværd, det der med at høste personlig drivkraft af at bidrage, for når man så ikke kan bidrage med dét man kan, så føler man sig personligt afvist. Jeg kom tit hjem og var ærgelig og udkørt over de nederlag jeg følte jeg havde, når mine initiativer var uvelkomne. Ja, jeg ka ikke rigtig gå mere i detaljer hér, men i hvert fald: Det nye sted, dér er de dels mere vant til at lave software, og de virker som om de er villige til at udnytte den enkeltes lyst til at tage initiativer og finde nye veje. Jeg har store håb til det nye. Jeg starter 2/1-07. Så får vi se 🙂
Jeg er i gang med at rydde op ude på det gamle sted. Der er glæde derude, selvom der er nogle af kollegerne der er ærgelige over udviklingen med at der er nye der smutter. Der er også en herlig flok folk derude, så jeg er selv lidt vemodig ved det. Man kan ikke undsige sig for at tænke en hel del over det her, og til tider føle sig som én der rømmer sin post i utide. Men det er sådan det skal være. Suk. Nåja, “mod det uendelige univers”, som de siger (i Toy Story) 😉

Familien
Ja, Pia er jo i fuld gang inde på CBS. Det er en ordentlig tur hun er på – men hun har en fantastisk gruppe at arbejde i. Det er jo hendes egen historie – så jeg vil ikke fortælle så meget. Det fede er, at hun er i gang, og at det ikke er en “mission:impossible”. Der er oven i købet søde mennesker i forløbet, og det betyder jo meget. Jeg morer mig over, at de tit snakker sammen pr Messenger – det er sådan helt levende.

Matthias er jo et “solskinsbarn” som han er blevet kaldt mange gange. Han er glad her i tiden over at det er jul. Han får gaver. Det er lige noget. I dag fik han en rumfærge, som i virkeligheden var tænkt som samlesæt som bare skulle stå til pynt. Den hedder nu “den seje flyvemaskine”, og der kommer røg ud, og alt muligt. Faktisk har han fortalt i en leg, at den fløj op og tog månen med hjem omme i lastrummet. Det synes jeg lyder smart, så sparer de en masse brændstof fremover. Matthias var meget glad hele dagen i dag – vi tænker det var fordi han har leget med farfar meget af i går. Og, han var nede ved Morfar torsdags (Holger havde fødselsdag dér, og gav mad etc).
Matthias er meget glad for at hjælpe til, når der skal arbejdes. Her sidste weekend samlede vi en ikea reol, og han gik selv hen og hentede en stak dyvler og bankede dem i. Det var faktisk rigtigt det han gjorde! Og, han kunne holde den anden ende af pladerne når noget skulle samles. “Vi er arbejdsmand” sagde han. Jo, det er vi!
Blog Image
Matthias har også kastet sin kærlighed på Onkel Andreas’ sidste nye band, Bias. Hvis radioen er tændt, kan han tit finde på at sige “vil gerne høre Dreas’ musik”. Så er det “Overstimulated” han mener.
Blog ImageHer på billedet står han lidt afslappet og lytter. Pladecoveret ligger og flyder på radioen. Det er et af de bedre pladekøb i nyere tid, den. For dem der ikke kender Bias, smut ind på Soundvenue og hør en demo!
Men ham den lille knægt, ham er vi glade ved.
Her et sove-billede:
Blog ImageJamen, hvad kan man sige …
(Vi lagde dynen over ham lige bagefter…)
Jeg vil lige slutte med et billede af ham sammen med Mette og Hardis børn. Deres besøg ville jeg egentlig også gerne have fortalt lidt om, men det er svært at lave en samlet indhentning af hele vores historie i et enkelt indlæg. Men billedet er taget 19.november..
Blog Image

Nu vil jeg runde af. Hvis ikke jeg gør, begynder jeg har trykke på forkerte knapper, det er jeg sikker på.
I morgen går det løs med en ny uge. jeg har afleverings- og hente-tjansen, fordi deadline på Pias opgave sniger sig nærmere. Heldigvis er de jo ikke på nakken af mig ude på arbejdet. I morgen skal Den Store Kasse med Julepynt op fra kælderen. Det er ligesom dagsprogrammet. Ugen skulle også gerne indeholde at få sat noget af pynten op 😉 Jeg tror jeg bliver nødt til at rode lidt med lyskæder.

Men herfra er der mange ønsker om, at vi alle (du, læser, inklusive), vil få en god julemåned.
Godnat herfra.
Mvh Thomas



Ønskeseddel, Thomas

Andet Posted on %AM, November 21 2006 05:44:19

Hejsa
Jeg har altså lige måttet slette det her ønskeseddel-indlæg. Det er jo da ikke til at holde styr på …
Bedre måde må findes! Et mail er nok bedre alligevel…