Hejsa
Her er en lille hilsen fra mig, en tidlig lørdag morgen hvor Matthias lige ville se lidt fjernsyn, og jeg sidder og varmer mig ved en kop morgenkaffe.
Jeg tænkte på, at det ligesom er længe siden jeg har skrevet et ‘indlæg’ til bloggen, og jeg har længe kunnet tænke mig at fortælle om alt muligt. Specielt arbejdssituationen, men det kan man jo ikke nødvendigvis bruge det “offentlige rum” til, mens man søger, jo.
Men historien er, at nu har jeg jo 1-måneds jubilæum på Nokia her i går. Det har været en hektisk men god måned. Jeg startede 2. januar, og har selvfølgelig brugt en masse tid på at komme ind i tingene. Det er et stort firma, med mange systemer man skal ind i, og oprettes til. Men en af de ting jeg fik ud af starten var selvfølgelig en mobiltelefon smiley
Historien er, at jeg jo for .. huh .. 8 år siden .. fik en PalmPilot i morgengave af Hustru Pia. God morgengave! For dem der ikke måtte vide det, er det en elektronisk kalender/adressebog. Jeg har stadig en version af den – jeg sled den første op. Jeg var utrolig glad for den, for det med at glemme aftaler på tværs af privat/arbejde var pludselig forbi, for den lille tingest kunne godt huske lang tid frem, og den kunne synkronisere med firmaet. Ude på Nokia har jeg fået en telefon der har sådan en type kalender i – en ærværdig 9300i Communicator. Det er en model der ikke er helt ny mere, men den kan det som palmpilot’en ku (og så lidt). Ret sjovt, for vi har jo også adgang til prototyperne, så jeg rendte også rundt med den N95 som kommer til foråret, et stykke tid. Den er fed!

Nåja, om selve jobbet, så fik jeg det jo her i efteråret. Efteråret var lidt hårdt, fordi både Pia og jeg var pressede – Pia på skolen, og jeg på mit tidligere arbejde. Vi kom begge hjem og var ret flade. Mit problem var, at jeg kom fra et lille iværksætterfirma i Sønderborg, hvor man har ansvar og gruppefølelse, og specielt var man jo en del af gruppen. Man stolede på de andre, og de andre stolede på én. Man trak med på lige fod, og jeg vidste at min indsats betød noget. Så skiftede jeg job til et stort firma, med en lang tradition. Dels er der jo en kulturforskel, ved sådan at hoppe ind i et stort firma, men derudover havde jeg det også lidt svært med arbejdsformen – det var meget topstyret. Jeg fik at vide hvordan jeg skulle løse min opgave, og specielt på de områder hvor jeg rent faktisk mener jeg er god til ting. Så kunne jeg jo IKKE bidrage. Så jeg kom til at lave “for meget” nogen gange, og så fik jeg drag over snuden. Det er ikke så rart. Så .. jeg måtte stoppe. Den korte historie.

Jeg fik så en plads på Nokia. Det er et stort firma, også her i København. Der arbejder vel lige over 1000 her i byen. Firmaet ligger ude på Frederikskaj, og har nogle gevaldigt flotte bygninger derude. Specielt er der sådan en bro mellem to af bygningerne, hvor buen faktisk går en hel etage op, før den går ned til den anden bygning. Det er sådan en glasgang, og man bruger den når man skal over til EDB-service og hente ting – så den vej kender jeg fra den første tid 🙂

Jeg sidder så i et team der arbejder med SIM kort. Sådan helt generelt om dét, så er SIM kortet det der lille stykke plastic man skal sætte i sin telefon, for at den .. ja .. ved hvem du er. Navnet betyder Subscriber Identity Module – abonnents-identitets modul. Der står alt muligt nede på det kort – det er så absolut ikke bare dit telefonnummer. Men afdelingen skal altså vide alt om dem. Der er mange forskellige, og der er mange standardarder på området, så det kan godt beskæftige en flok mennesker. Det er så en god flok folk jeg er havnet iblandt. Folk kender hinanden godt – man ved hvornår man skal tage gas på hinanden for at hjælpe én der er presset. Jeg har følt mig godt taget imod.
Så er der selve arbejdet. Ja, jeg ka jo igen ikke fortælle løs hér, men jeg kan sige så meget, at jeg har fået en opgave, som der ikke ligger en løsning klar til. “selvfølgelig”, vil du måske sige, men det er det ikke (jfr tidligere arbejde). Jeg og en kollega skal løse et problem afdelingen har, og som der ikke var folk til at tage sig af før. Problemet kræver at jeg virkelig holder mig på dupperne – jeg får brug for min glæde ved at skrive programkode, og jeg får brug for min erfaring med at kunne arbejde i et projekt. Samtidig skal man lige sikre, at nogle folk snakker sammen, så man ikke opfinder en dyb tallerken igen. Jeg er lige nødt til at sætte mig ind i et nyt programmeringssprog på vejen. Det er herrespændende, så er det sagt. Og så er det fuldt af ansvar, for der sidder jo ikke én med løsningen, og holder øje med mig. Der er samarbejde om løsningen, og dét skal der jo være! Men det er mere ligeværdigt.. ja .. jeg tror ikke jeg kan forklare det bedre.
Det korte og det lange er i hvert fald, at nu kommer jeg tit hjem med den der “tadaa tadaa vi klarede det!” følelse – og det er virkelig rart.
Så har jeg derudover også fået mulighed for at arbejde hjemmefra til når der bliver pres på – og det skal der nok blive (Det er faktisk også rart, når det er en gang imellem).

Nå, nu må jeg slutte. Dagen er startet, familien er vågen, og nu skal der arbejdes med hjemmet.