I sandhed en sorgens dag var det og er det stadig. For mig betyder dette farvel til Bamsen at jeg mindes det at være 16-20 år og bo hjemme. Hønd og jeg havde det smadderrart sammen, om end den forstyrrede min søvn i starten, fordi den ville klappes – midt om natten! Møghuuunnd! Vi har haft gode gåture høndse og jeg. Jeg har lyttet til Smashing Pumpkins, Weezer, Pantera, Placebo og andet emotionel musik, mens flotte udsigter i udkanten af Avnbøl udfoldede sig sammen med tanker om identitet og fremtid. Altid når man kom hjem, også bedugget fra en gymnasiefest, var der en bam at kram’. Hunde kan efter sigende ikke li’ den slags, men det var bare pech. Ofte har jeg haft dårlig samvittighed over at vi ikke legede mere med Bamsen end vi gjorde. Den har dog vist ikke lidt under det, så det er vel bare én selv der har gang i noget mystisk. Jeg har savnet det kræ siden jeg flyttede til Århus. Og haft lidt dårlig samvittighed over at forlade den, fordi jeg vidste den også savnede mig. Som Mor skriver her på bloggen var det dog sådan, at hunni absolut ikke havde det godt. Jeg fik lov at sige farvel til hende onsdag d. 22. november. En kort krammer og et hurtigt klap på ho’det. Den var travlt optaget af at skulle ha’ vinkebum :). Kan I huske når den jagede sin egen hale, lavede kunster med en hundebum, nærmest havde det sorte bælte i tigning ved bord, hev og flåede i en når man var ude at gå så man næsten væltede? Og ikke mindst Bamses Mark, hvor den som hvalp øjeblikkeligt tæskede rundt på marken så snart den var sluppet fri? Ja, og så når vi har været ude at bade med BimBam. Uh, og “tisss” , “dygtiii” og “rusk!”, “byttedyr”, “tadenså!”, “ud å gå Bamsen”, “Hønnd”, “Hånnd”, “Bim”, “Bam”, “Dygti”. Den lyse side: Forældrene kan nu være mere fleksible, og få endnu mere ud af livet. Desuden var det bedst for Hundtet at få fred for alt det gøgl den skulle lide under. Alt andet havde været dyrplageri. Nu kan vi også give opmærksomhed til Matthias uden at Hunti blir jalolux :). Savnet, ja, men vi har også haft hele 12 år med det lillebitte dyr. Det kunne have været kort, men blev så længe, som hundeliv er – sikken en gave! /Andreas onsdag d. 29. november 2006 kl. 15.20.